Spørgsmål ring: + 45 72 300 500

 Email: salg@go-mad.dk

Frokostordning 39,00 kr. - en rigtig sund og lækker oplevelse GRATIS levering.     Kontakt os

Grill tips

GRILLMAD – DROP PØLSERNE DET SUNDE VALG

Du kan med fordel bytte grillpølserne ud med mørbradbøffer. Der er meget fedt at spare ved at vælge et helt stykke kød frem for grillpølser. Eksempelvis indeholder en grillpølse tre gange så meget fedt, som en stor mørbradbøf. Desuden viser forskning at især forarbejdede kødprodukter, som pølser og bacon, øger risikoen for bl.a. tarmkræft. Så der er god grund til at skifte grillpølserne ud med små, lækre og næringsrige mørbradbøffer.

UNDGÅ KRÆFTFREMKALDENDE RØG

Brug afpudset mørbrad til bøfferne samt grillmarinade uden olie. Så undgår du, at fedt fra kødet og olie fra marinaden drypper ned på kullene, så der dannes kræftfremkaldende tjæreholdig røg. Bøfferne kan for eksempel marineres i lidt sojasauce blandet med citronsaft, revet lime- eller citronskræl, honning eller chilisauce. Vil du helt undgå risikoen for den mindste brankning af kødet kan du sætte en foliebakke under kødet.

GRILLMAD – ERSTAT KYLLING MED REJER OG UNDGÅ FEDTET

Der er mange kalorier og fedt at spare ved at bytte kyllingelår ud med store rejer. Grillede kyllingelår indeholder stort set dobbelt så mange kalorier som grillede rejer. Derudover vil kyllingeskindet ofte branke let og derved blive belagt med kræftfremkaldende tjærestoffer. Ligeledes kan det afsmeltede fedt fra kyllingeskindet dryppe ned på kullene.

Rejer er magre og indeholder modsat kyllingelårene ikke noget fedt. Hvis du gerne vil beholde fornemmelsen af at gnave i et kyllingelår, kan du sætte rejerne på et træspyd og lægge dem på en grillbakke, så de ikke bliver overstegt. Alt efter smag kan du pensle rejerne med sojasauce blandet med lidt vand og citronsaft eller blande krydderier med vand og lidt balsamicoeddike til en stegemarinade. Put gerne forskellige grøntsager skåret i store tern som eksempelvis peberfrugter, courgetter og rødløg på spyddene sammen med rejerne, så de bliver endnu sundere.

SÅDAN GRILLER DU MED MARINADER

Sekstips til at gøre dit grillede kød mere lækkert og sundt:

  • Køb ikke færdiglavede marinader i supermarkedet, da de er fyldt med tilsætningsstoffer og raffineret sukker
  • Vælg gerne fedtfattige udskæringer, da disse har rigtig godt af marinade
  • Jo længere tid du marinerer, jo kortere stegetid kræver kødet/fisken
  • Grillen skal altid være meget varm, så tilberedningstiden er kort og marinaden ikke bliver branket
  • Lad altid marinaden dryppe godt af kød og fiskestykkerne, så de ikke drypper på grillen
  • Hav gerne ekstra marinade i en separat skål til at dryppe på kød og fisk efterfølgende

TÆNDVÆSKE – IKKE TILLADT!

Der findes ikke længere nogen god grund til at bruge tændvæske. Det er et petroleumsprodukt og hvem ønsker at sådanne ildelugtende kemikalier skal dampe under deres mad? En grillstarter og optændingsblokke er en meget renere og mere effektiv metode til at få gang i briketterne. Hvis du vil ryge koteletter eller kyllingebrystfileter skal du bruge rygeflis, da de tænder og brænder hurtigt. Brug træstykker til at ryge mad, der skal have længere tilberedningstid.

FORVARM GRILLEN

Forvarm grillen med låg på i 10-15 minutter for at gøre grillristen klar. Med glødende varme briketter eller alle gasbrænderne på fuld styrke vil temperaturen under låget blive omkring 260 °C. Varmen brænder alle madrester af din grillrist og det er nu nemt at børste grillristen ren med en messinggrillbørste. En varm grillrist er også vigtig, hvis maden skal grilles helt perfekt.

HOLD GRILLEN REN

Hver gang du har grillet skal du gøre grillristen ren med en messinggrillbørste. Dette gøres ikke kun for at risten skal være ren, men også for at forhindre, at maden sætter sig fast. Bemærk: Brug en stålbørste, hvis du har en støbejernsgrillrist.

BRUG OLIE PÅ MADEN – IKKE RISTEN

Olie forhindrer at maden sætter sig fast på risten. Derudover tilføjer det smag og fugtighed til dine lækre grillretter. Pensl eller spray lidt olie på maden. Det er bedre end at gøre det på grillristen. På den måde spilder du ikke olien og du undgår en potentiel farlig situation.

VÆR OPMÆRKSOM – HVORNÅR SKAL DU VÆRE DIREKTE?

Direkte stegning (når varmekilden er direkte under maden) er bedst til mindre og møre stykker kød, som skal have 25 minutter eller mindre på grillen. Indirekte stegning (når varmekilden er fordelt på hver sin side af maden) er mest velegnet når du skal grille mad, som skal have 25 minutter eller mere.

HOLD VINDEN I GANG

En kuglegrill har brug for luft. Låget skal være lukket så meget som muligt, men hold spjældene i både låg og bund åbne. Fjern jævnligt gammel aske fra askeopsamleren, så asken ikke blokerer for luften. En gasgrill har også brug for luft – det får den fra åbningen under grillen.

BRUG LÅGET

Her er fire vigtige grunde til at du bør bruge låget så meget som muligt.

1. Det holder grillristen varm nok til at den kan brune maden

2. Det giver dig kortere tilberedningstid og forhindrer maden i at blive tør

3. Det holder på røgen, som bliver udviklet når fedt og saft fra maden fordamper inde i grillen

4. Det forhindrer opflamninger ved at begrænse ilttilførslen

Hver gang du åbner låget forsvinder der varme, som forlænger din tilberedningstid. Åbn kun låget når du skal vende, marinere eller oliere maden.

KARAMELLISERING ER NØGLEN

En af de vigtigste årsager til at grillmad er så populært er dens karamelliserede smag. For at få den optimale grillsmag er det vigtigt at bruge den rigtige varme og at modstå fristelsen til at vende maden for ofte. En god regel er kun at vende maden én gang. Stor tålmodighed vil give dig den bedste karamellisering og bruning samt flere hundrede forskellige smagsnuancer og aromaer.

SÅ LANG TID SKAL FISKEN HAVE

Det vigtigste er at du holder øje med fisken - og passer på den ikke får for meget!

Her er lidt vejledende grilltider:

Steaks af laks og tun samt andre fisk med fast kød

  • Tykkelse: 10 - 15 mm skal have 3-4 minutter direkte på grillristen
  • Tykkelse: 15 - 25 mm skal have 5-6 minutter direkte på grillristen
  • Tykkelse: 25 - 35 mm skal have 7-8 minutter direkte på grillristen

Andre fiskestykker

  • Fiskestykker på spyd skal have 4-6 minutter direkte på grillristen

Hele fisk (afhænger især af tykkelse)

  • Op til 500 g. skal have 10-15 minutter ved indirekte grill
  • 500-1500 g. skal have 15-20 minutter ved indirekte grill
  • over 1500 g. skal have 25-30 minutter ved indirekte grill